2019 Grimaudes, Kreydenweiss, Costières de Nîmes, Frankrig, biodynamisk

2019 Grimaudes, Kreydenweiss, Costières de Nîmes, Frankrig, biodynamisk

Normalpris DKK 140,00 Tilbud

Frugtrig, biodynamisk vin med god dybde i smidig stil med ret lav tannin. Sort peber, lakrids, blomme og sorte kirsebær med præg af vilde urter. Druerne vokser på gletchergrus med højt jernindhold, kalk, flint og sandsten. Vinen består af ca. lige dele Grenache og Carignan fra gamle vinstokke; af og til en smule Cinsault for friskhed. Mosten udbløder ca. en uge i cementtank før blid, pneumatisk presning og gæring med naturlig gær. Vinen lagrer ca. 12 mdr. i træfade.

Marc Kreydenweiss startede ud med at lave vin i Alsace. Som en af de første blev han certificeret biodynamisk i 1989. Efter mere end 40 år i Alsace overdrog han domænet i 2007 til sin søn Antoine for at starte et nyt biodynamisk projekt op – nu på rødvin. Han købte den gamle ejendom ”Domaine des Perrières” i landsbyen Manduel mellem Nîmes og Arles på Rhônes højre bred. Her var allerede gamle vinstokke af Carignan, Grenache og Syrah. Marc plantede selv Mourvedre og en række hvide druer. Efter bedste biodynamiske forskrifter, blev kælderen i Nîmes bygget af naturmaterialerne træ og mursten.

Markarbejdet er helt traditionelt og solidt: Kraftig beskæring af vinstokkene og udtynding af klaser efter blomstringen. Til bekæmpelse af sygdom bruges kun midler af naturlige grundstoffer. Altid manuel høst, oven i købet ofte i ”tries”/ flere gennemgange af samme mark. Druerne undergår to sorteringer, og kun den gær, der naturligt sidder på druerne, bruges. Projektet er grundlæggende det samme som i Alsace: at jordbunden og klimaet skal tale gennem druerne.

Siden 2017 har unge Jean Kreydenweiss deltaget i den daglige drift på vingården, og han har nu overtaget ansvaret med vingården. Fra 2020 årgangen skifter husets to vine, Grimaudes og Perrières, til ”IGP Coteaux du Pont du Gard”, som er en ny betegnelse i Sydfrankrig. ”Denne betegnelse udstråler dynamik, og vi synes, at stilen i vores vine passer bedre til denne betegnelse.” - udtaler Jean Kreydenweiss.

God til krydret kylling, lam og grillede grønsager. Kan serveres let kølig.